«Maskiner i hovedet» af Anna Kavan

Anna Kavan var en britisk forfatter der blev født i 1901 og døde i 1968. Hun blev født Helen Emily Woods. Senere, da hun i 1920 giftede sig med Donald Ferguson, blev hendes navn Helen Ferguson, et navn, som hun udgav seks romaner under. Efter to ægteskaber og skilsmisser blev Kavan indlagt på en psykiatrisk klinik i Schweiz.

Novellesamlingen Asylum Piece fra 1940 er hendes første udgivelsen under det tredje, selvvalgte navn Anna Kavan, som oprindeligt var navnet på en af hendes egne fiktive karakterer. Kavan brugte ikke blot dette navn som kunstnerisk alias, men også som private navn. Novellerne i Asylum Piece er løst selvbiografiske, kredser om psykisk sygdom og følger et jeg der indlægges på en schweizisk klinik.

”Maskiner i hovedet” er en støjet tekst. Støjen sætter teksten i gang, dagen i gang, støjen kommer fra maskinerne og deres evindelige bevægelse, støjen vækker jeg’et, har tag i jeg’et og giver ikke slip.

Novellen ”Machines in the head” stammer fra Asylum Piece, udgivet af Peter Owen Publishers, og er her blevet oversat til dansk af Asta Broe Borch. I det seneste nummer af Filologen, STØY, kan man også læse en tekst af Asta Broe Borch selv.

Maskiner i hovedet

Der er en ganske ubetydelig, fjern støj; en lyd tilmed, som ikke har noget med mig at gøre, til hvilken der ikke er det mindste behov for min opmærksomhed: og alligevel er den tilstrækkelig til at vække mig, og dette på ingen skånsom måde heller, men brutalt, voldsomt, chokerende, som en luftalarm. Uret slår netop syv. Jeg har sovet i måske en time, måske to. Vækket på denne brutale måde sætter jeg mig op, tids nok til at få et glimt af søvnens forsvindende søm, da den, som et mørkt tørklæde ondskabsfuldt revet væk, glider henover fodenden af sengen og forsvinder i et glimt under den lukkede dør. Ubrugeligt, ganske formålsløst at storme efter for at forfølge den: jeg er for alvor vågen nu: hjulene, mine herskere, vibrerer allerede med gryende bevægelse; hele mekanismen forbereder sig på at begynde det monotone, hadefulde virke, af hvilket jeg er den mismodige slave.

’Stop! Vent lidt – det er så tidligt – Giv mig en lille pause!’ græder jeg, selvom jeg ved det er forgæves: ’Lad mig bare få lidt mere søvn – en time – en halv time – det er alt, jeg beder om.’

Hvad nytter det at appellere til følelsesløst maskineri? Tandhjulene drejer, motorerne samler langsomt momentum, en lav, summende lyd er mærkbar allerede nu. Hvor godt jeg genkender hver en lyd, hver en skælven af den møjsommelige opstart. Den modbydelige bekendthed med rutinen er næsten det værste ved det, uudholdelig og uundgåelig på samme tid, som en sygdom inde i blodet. Denne morgen driver det mig til opstand, til galskab; jeg vil banke mit hoved mod væggene, splintre mit hoved med patroner, slå maskinerne til mos, til støv, sammen med mit kranie.

’Det er frygtelig uretfærdigt!’ hører jeg mig selv råbe – til hvad, til hvem, til Gud ved hvem. ’Man kan ikke arbejde så mange timer på så lidt søvn. Er der ingen der forstår, at jeg dør her mellem alle disse vægtstænger og hjul? Er der ingen der kan redde mig? Jeg har i virkeligheden ikke gjort noget forkert – jeg føler mig forfærdeligt syg – jeg kan næsten ikke åbne øjnene –’

Og det er sandt, at mit hoved smerter afskyeligt, og jeg føler mig på renden til at kollapse.

Pludselig lægger jeg mærke til, at lyset, som smerter sådan i mine øjne, kommer fra solen. Ja, solen skinner rent faktisk udenfor, i stedet for sne glimter dug overalt på græsset, krokusser har spredt deres nydelige, små bål af symmetriske flammer under rosenbuskene. Vinteren er ovre: det er forår. Forbavset skynder jeg mig hen til vinduet og ser ud. Hvad er der så sket? Jeg føler mig forvirret, desorienteret. Er det muligt at jeg stadig lever i en verden, hvor solen skinner og blomster dukker op om foråret? Jeg troede, jeg var blevet forvist fra alt det for lang tid siden. Jeg gnider mine trætte øjne; der er stadig sollys, rågerne basker støjende omkring deres reder i de gamle elme, og nu hører jeg hvor melodisk de små fugle synger. Men selv som jeg står der, begynder alle disse lykkelige ting at aftage, at blive illusioner, gennemsigtige som teksturen af drømmeplasma, bandlyst af de monstrøse, mekaniske omrids af remskiver, hjul, aksler, som med deres velordnede, skånselsløse og alt for velkendte manøvrer, nu med tiltagene insisteren, kræver min opmærksomhed.

Som et falmende fatamorgana i baggrunden kan jeg stadig, med anstrengte øjne, svagt skimte det solbeskinnede græs, himlens blå, blå hvælving hvorpå en grøn skikkelse svæver i en afsides parabel, en smaragddolks spøgelse spektralt kastet.

’Åh stop – stop! Giv mig endnu et minut – bare et minut mere til at se grønspætten!’ beder jeg, mens mine hænder allerede, i automatisk lydighed, begynder at udføre deres ufrivillige opgave.

Hvorfor skulle en maskine bekymre sig om en grønspætte? Hjulene drejer hurtigere, stemplerne glider gnidningsfrit i deres cylindere, maskineriets støj fylder hele verden. For længst skræmt til slavisk lydighed trækker jeg stadig på en eller anden ubønhørlig kilde af styrke til at fortsætte mit hårde arbejde, selvom jeg næsten ikke kan stå på mine fødder.

I en poleret metaloverflade lægger jeg tilfældigvis mærke til mit spejlede ansigt; det bærer et blegt, forslået, ensomt udtryk, øjne der kigger ud på ingenting med udtryk af frygt, skræmt og ensomt i en mareridtsverden. Et eller andet, jeg ved ikke hvad, får mig til at tænke på min barndom; jeg mindes mig selv som et skolebarn der sidder ved et hårdt skrivebord af træ, og så som en lille pige med tykt, lyst, vindblæst hår, der fodrer svanerne i parken. Og det forekommer mig båd e sært og sørgeligt, at alle disse barndomsår blev brugt på at forberede dette – at jeg, glemt af alle, med et forslået ansigt, skulle tjene maskineri på et sted langt væk fra solen.

Af Anna Kavan, fra novellesamlingen Asylum Piece, Peter Owen Publishers

Oversat af Asta Broe Borch